Studieanvisning

Studieanvisning til Zoneterapi

Studieanvisningen er bygget op omkring materialet i mappen, delt op i delene 1 – 4, hvor du starter med at læse del 1, som er indledningen til det hele. Du kan vælge at læse hele del 1 først og herefter følge studieanvisningen, hvor du bliver bedt om at læse et givent sideantal og herefter svare på spørgsmålene der stilles.

Herefter læser du del 2, følger studieanvisningen og svarer på spørgsmålene der stilles. Ligeledes gør du med del 3 og 4.

Når du har løst disse opgaver, er der flere anderledes formulerede opgaver under ”Opgaver og besvarelser til zoneterapi m.m.” som du kan løse og herefter checke med svarnøglen om du har svaret rigtigt.

”diverse opgaver” kan du vente med at løse til senere i den praktiske undervisning, idet der i opgaverne indgår spørgsmål til Meridianlære, Kost, Biopati osv., som du ikke har lært endnu.

Nogle ting du læser i del 1 – 4 vil falde dig svært at forstå, hvis du endnu ikke har haft praktisk undervisning.
Fx vil der, hvor der står skrevet om følelser og lugtes tilknytning til bestemte organer, være tale om en lille introduktion til forståelse af den kinesiske lære. Du vil senere i emnet Meridianlæren få uddybet disse aspekter og i undervisningen lære hvordan du skal bruge dem i din zoneterapibehandling.

Prøve eksamensopgaver:

Du kan først løse disse, når du har læst og fået gennemgået alt teori og praksis, såsom praktisk zoneterapi, Meridianlære, Kost-, Vitamin- og Minerallære, Psykologi osv. Opgaverne kan du åbne nu og se hvordan de er opbygget og hvad der forventes af dig. Men vent med at løse dem til du er helt klar til at prøve dig selv af og løs dem på den foreskrevne måde og på den tid der er angivet. Ellers vil du ikke få nok udbytte af at løse opgaven og se besvarelsen af denne.

Når du er klar kan du forsøge dig med en prøveeksamen fra menuen. Prøv at gøre prøven realistisk på tid ved at følge nedenstående:

Eksamen varer 4 timer, er delt op i 2 dele, del 1 er multiple choice spørgsmål og besvares uden hjælpemidler, del 2 er en case med tilhørende underspørgsmål.
Til del 2 må der benyttes hjælpemidler.

Der kan max. opnås 100 point, minimum 2/3 ( 67 point) skal være bestået før eleven indstilles til praktisk/mundtlig eksamen.

Der opgives ikke karakterer, prøven er ”bestået” eller ”ikke bestået”.

Termerne ”angiv” og ”beskriv” og ”indtegn” præciserer det niveau det enkelte emne skal indlæres.

”angiv” bruges, når der ønskes et kort svar, f.eks. de enkelte ord, sætninger eller remser der er givet i pensumbeskrivelsen.

 ”beskriv” bruges, når der ønskes en udførlig beskrivelse af begreberne.

 ”indtegn” bruges for at belyse forståelse af f.eks. meridianer, reflekszoner, med en nøjagtighed der svarer til pensum.

Læg mærke til point fordelingen til opgaverne, da de indikerer hvor meget du skal gøre ud af en opgave.

Som eksempel skal en opgave der giver 5 point ikke være så udførlig og der kan ofte ikke skrives så meget, som en opgave der giver 15 points.

Den skriftlige prøve sammensættes efter følgende fordelingsnøgle:

49% zoneterapi
25% meridianlære (organuret, 5-elementloven )
15% kost
5% biopati
5% psykologi
1% orientalsk diagnose

Svarnøglen finder du ligeledes i menuen og består ofte af kortfattede svar som er minimum for hvad der forventes af dig.

God arbejdslyst!

 

 

 

Spørgsmål